Etnisk udrensning

Jeg har tidligere skrevet om, at Karma ikke tør gå til politiet af frygt for at blive smidt ud af landet. Her kommer lidt baggrund.

Bhutans har store minoriteter. En af disse er de etniske nepalesere, som er kommet til landet siden slutningen af det nittende århundrede. Nepaleserne blev ansat til at udvikle landbrug i det sydlige Bhutan, som dengang var uopdyrket og (stort set) ubeboet. Den nepalesiske befolkning i det sydlige Bhutan voksede hurtigt op gennem det tyvende århundrede. Det skyldes dels høje fødselstal, men også fortsat indvandring. I 1958 blev der gennemført en lov om statsborgerskab, som gav nepaleserne i det sydlige Bhutan bhutanesisk statsborgerskab. I midten af 1980’erne udgjorde den nepaleserne mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen.

Frem til 1985 førte Bhutan en aktiv integrationspolitik. Der blev fra officiel side opfordret til og givet fordele til blandede ægteskaber. Der blev undervist i nepalesisk i skolerne, der blev bygget hinduistiske templer, og studerende i gymnasier blev sendt til det nordlige Bhutan for at fremme integrationen.

Men på et tidspunkt i starten af 1980’erne begyndte de etniske bhutanesere at blive bange for, at det store mindretal af etniske nepalesere skulle undergrave landets stabilitet og kulturelle egenart. Frygten skyldes med stor sandsynlighed Sikkims historie (meget kort: Der var massiv indvandring af nepalesere i Sikkim. Kongen blev væltet, og ved en folkeafstemning blev landet en del af Indien). Og der begyndte en systematisk diskriminering og senere udrensning af de etniske nepalesere i det sydlige Bhutan.

I 1985 blev der vedtaget en ny lov om statsborgerskab. Den indebar bl.a. at, at man skulle kunne dokumentere, at man boede i Bhutan i 1958 for at have ret til Bhutanesisk statsborgerskab. Tre år senere i 1988 blev der gennemført en særlig folketælling i det sydlige Bhutan, hvor personer, der ikke kunne fremvise en skatte-kvittering fra 1958 (30 år tidligere!), blev erklæret "ulovlige indvandrere". Tusindvis af mennesker blev tvunget ud af landet. (Serviceoplysning: Der er helt normalt, at man ikke ved, hvornår man er født i Bhutan. Mange af de mennesker, som vi kender (og som er yngre end os) ved ikke, hvornår de har fødselsdag.)

Integrationspolitikken blev erstattet af en ensretningspolitik. Alle skulle (og skal stadig) gå i den traditionelle klædedragt fra det Nordlige Bhutan (Mænd: Gho, en slags avanceret badekåbe; Kvinder: Kira, en nederdel/kjole i et stort stykke stof). Dette tøj er varmt og ubehageligt at have på i Sydbhutan (på grund af det tropiske klima). Nepalesisk blev fjernet fra pensum i alle skoler, og hinduistiske skoler bliver lukket.

I starten af 1990’erne begyndte de etniske nepalesere at reagere og demonstrere. Myndighederne reagerede hårdhændet med arrestationer og arbitrær vold. Ifølge Amnesty International var der udbredt brug af tortur og voldtægt imod de etniske nepalesere efter demonstrationerne.

Undertrykkelsen blev stadig mere systematisk. Folk fik konfiskeret deres id-kort, embedsmænd med nepalesisk oprindelse blev fyret, hjem bliver brændt eller ødelagt. Samtidig flygter flere og flere etniske nepalesere til Indien, som sender dem videre til Nepal. Mange, og flere bliver angiveligt tvunget til at underskrive en erklæring om "frivillig udvandring".

I 1991 indfører regeringen et såkaldt ”No Objection Certificate” (NOC), som er nødvendigt for at komme ind på højere læreanstalter, for at få et offentligt job, for at få næringstilladelse, for at sælge varer på markedet, for at få et pas m.v. Man kan ikke få certifikatet, hvis man på nogen måde er relateret til nogen, som kan sættes i forbindelse med demonstrationerne.

CASE: En af vores gode venner havde gennem mange år problemer med at få sit NOC. Han kunne ikke få at vide hvorfor - blot at der i hans papirer stod, at han var en potentiel trussel. Det viste sig, at hans onkel på et tidspunkt ved en fejl ikke var blevet slettet fra et skøde i forbindelse med en jordhandel, og nu stod denne - i øvrigt afdøde - onkel på samme skøde, som en person, hvis familie havde været indblandet i demonstrationerne. Mange af de etniske nepalesere, som stadig er i landet, oplever således, at de ikke kan få deres NOC.

I 1992 var der 80-100.000 bhutanesiske flygtninge I Nepal. Og herefter er der løbende forhandlinger mellem Nepals regering og Bhutans regering om deres repatriering, uden at der kommer noget resultat ud af det, og diskrimineringen fortsætter op gennem 1990’erne.

Omkring år 2000 kommer der en lille udvikling i situationen omkring flygtningelejrene i Nepal. Nepaleserne vil gerne have Bhutan til at tage flygtningene tilbage igen. Bhutan siger, at der ikke er tale om flygtninge fra Bhutan, men derimod fattige indere og nepalesere, som vil have del af flygtningehjælpen. Det to regeringer bliver enige om at screene en af flygtningelejrene. Resultatet er, at ca. 75 pct. er bhutanesere. For at komme tilbage til Bhutan skal de ansøge om statsborgerskab under 1988-loven, som kræver, at de dokumenterer fødsel i Bhutan eller en kvittering for at de har betalt skat i 1958.

En rigtig dobbeltbeslutning. På den ene side bliver mange anerkendt som bhutanesere. På den anden side er det i praksis er umuligt for dem at vende tilbage. Resultatet fører til optøjer i flygtningelejrene, og nogle af de bhutanesiske embedsmænd, som var med til at gennemføre screeningen bliver sårede. Herefter har der ikke været ikke officiel dialog mellem Nepal og Bhutan om dette emne.

Nu, mens vi er her i Bhutan, er der faktisk ved at ske en løsning på krisen i flygtningelejrene. USA har tilbudt at tage 60.000 flygtninge. USA har ingen officiel repræsentation i Bhutan. Indien, som er den største donor i Bhutan (fælles valuta, de betaler alle veje, en meget stor del af det offentlige budget, hospitaler, forsvar m.v.) fastholder, at der er tale om en konflikt mellem Nepal og Bhutan, som Indien ikke har nogen adkomst til at blande sig i.

I dagligdagen er diskriminationen et åbenlyst tabu. Den består i kravet om NOC, hvis man vil have højere uddannelse, kravet om Gho og Kira, bhutanesere, der gifter sig med udlængdinge mister retten til at deltage i jordreformer....

Nyt legetøj

Det kan ikke ses på billedet, men det er taget med mit nye Canon EOS450, som vores nu meget gode vendinde Lise har taget med hjem fra USA. Det er et fantastisk stykke legetøj med monster mange pixels! Hertil kommer at linsen kan skiftes ud. Det betyder uanede shoppe-muligheder efter nye (uundværlige) linser. Billedet viser i øvrigt Akser, der giver Milla mad.

Luksus i regntiden

Jordskredet skyldes regnen. Regnen skyldes monsunen. Monsunen kommer fra Indien, og det er også inderne, der har bygget vejen. Vejene i Bhutan er bygget på hylder, der er skåret ind i bjergsiderne. Når det regner (og det gør det rigtig meget i monsun-sæsonen), så lander jorskredene på vej-hylderne. Billedet er taget på vejen fra Thimphu til Paro lørdag. I dag søndag, da vi kørte hjem, var alt ryddet af vejen.


Ellers kan jeg fortælle, at Milla, Aksel og undertegnede brugte week-enden på vores favorit hotella, UMA i Paro. I vores verden er UMA ikke sådan helt Bhutan, fordi kaffen smager af kaffe, fordi man kan få andet end ris med ostesovs, fordi vandhanerne ikke drypper, fordi der er en pool, der er masser af varmt vand.... Så når det sker, at vi er ved at få nok af at være ulandsfrivillige, så er UMA vores escape. Det er pisse dyrt, men det er billigere end at flyve til Bangkok.

God Karma...

Så er Karma ved at være på højkant igen. Hun blev udskrevet fra hospitalet i lørdags, men kræver stadig pleje 24/7. Min vurdering er, at bhutaneserne ikke er helt så pjevsede, når de vurderer, om folk kan klare sig selv derhjemme.
Efter et par dage her hos os, flyttede hun hjem til sin eks-mand, som hun ikke har set i otte år. Det overraskede os meget. Hendes familier har hele tiden presset på, for at hun skulle flytte hjem til eks'en. Hun har hele tiden nægtet. Men så ombestemte hun sig pludselig, og er hun altså flyttet ind hos ham. Det er spændende at se, hvad det bliver til.
Hele sagen omkring overfaldet på Karma har en anden kedelig vinkel. Karma er født i en fattig familie. Hun ved ikke præcis, hvor gammel hun er, og hendes fødsel er ikke registreret noget sted. Det er ganske almindeligt i Bhutan, og det er ikke noget problem, fordi man får tildelt 1. januar som fødselsdato.
Men hvis man er etnisk nepaleser, så er det en anden sag. Dem kan bhutaneserne nemlig ikke li'. De smed de fleste ud i starten af 1990'erne. Men ikke alle sammen. De som blev tilbage, får nu kærligheden at føle. Hvis man ikke kan fremvise en fødselsattest, så kan man ikke få "papirer". Og har man igen papirer, så er man ulovlig invandrer. Sådan er det. Konsekvensen er, at Karma ikke tør gå til politiet og anmelde, at hun er blevet slået halvt ihjel. For politiet kan meget vel finde på at smide hende ud af landet, hvis de finder ud af, at hun ingen papirer har.

Ny Bog om CSR

Så er der kommet en ny bog om CSR på Børsens Forlag skrevet af Peter Haisler og undertegnede. I kan købe bogen eller læse en kort artikel, der gengiver hovedpointerne. Overskuddet går ubeskåret til forfatterne!

Stor dreng!

Aksels mor og far synes, at Aksel er ved at blive en stor dreng. Han spiser alt, hvad vi spiser (dog ikke chilli) og er ved at udvikle en sin helt egen personlighed.

Verdens største Buddha. Men hvor er fagforeningen?

Lige overfor for vores hus, på den anden side af dalen, er man ved at bygge verdens største Buddhastatue. Statuen står højt på et bjerg, hvorfra den får udsigt over hele Thimphu. På grund af den gode udsigt er byggepladsen blevet et yndet udflugtsmål. I dag var vi oppe at kigge. Det som tiltrak mest opmærksomhed var de forhold, som de indiske gæstearbejdere, som bygger statuen, lever under. Ovenfor billeder af byggepladsen, arbejdernes barakker og toilet-forhold. Det har allerede taget det meste af et år at bygge statuen, og de regner ikke med at blive færdige lige med det samme. Jeg spørger bare: Hvor er fagforeningen henne? Og så var det, at jeg kom i tanke om, at sånne eksisterer ikke i Bhutan, men de er vist på vej. Måske, Danida skulle bruge lidt penge her.

Regn, feber og hospitaler...

Det regner i Bhutan, og det regner rigtig meget, Aksel har haft "tre-dages-feber", og Karma er stadig på hospitalet. Alt i alt er en uge, der startede skidt, fortsat i samme spor. For så vidt angår Karma, så er hun nu mere permanent ved bevidsthed, men hun kan ikke huske, hvad der er sket. Det viser sig, at hun blev overfaldet - og ikke kørt ned, som vi først troede. Hun har fået alvorlige kraniebrud, hjerneblødninger og er i øvrigt ilde tilredt. Lægerne siger, at hun vil komme sig over kraniebrudene, men det er sværere at sige noget om, hvilke mén hun vil få af blødningerne i hjernen.

En rigtig dårlig dag...

Tirsdag aften blev vores maid Karma kørt ned af en "hit and run" billist. Hun var på vej hjem fra kirke og blev først fundet onsdag morgen og kørt til hospitalet i en ambulance. I dag, torsdag, svæver hun stadig mellem bevidsthed og koma. Hendes datter, søskende og eks-mand er på hospitalet 24 timer i døgnet og vi besøger et par gange om dagen. Lægerne kan ikke sige noget om, hvornår og om hun får det godt, men de er optimistiske. Karma er Aksels bedste ven og nærmest et medlem af vores lille famile.

Temperement...

v

Aksel er ved at få temperament. Nedenfor undertekster til billederne fra venstre mod højre, øverst først.
1. "Hey far, du tog min flaske!"
2. "Gi' mig så den flaske, eller jeg flipper!"
3. "Ok, du bad selv om det!" (ca. 1 sekund senere)
4. "Du kan lige vove på at tage den igen!"
Gad vide, hvor han har sit temperement fra!?

Et hundeliv...

Der er ifølge de officielle statistikker godt 5000 vilde hunde i Thimphu, så mange at Bhutaneserne mener, at det er et problem i forhold til turister og i forhold til Bhutans omdømme i det hele taget. Derfor bruges der meget energi på at reducere populationen, og der bruges mange forskellige metoder. En af disse er, at bystyret indfanger hundene og lukker dem inde i en indhegning lidt uden for byen. Der blev bevilliget ret mange penge til at drive disse "dog pounds", men de er forsvundet ud i den blå luft. Så nu får hundene kun mad og gjort rent, nå skoler eller munke tager der ud og sørger for hundene. Jeg var selv ude med mit meditationshold i lørdags og hjælpe med at fodre og gøre rent. Det var ikke et kønt syn. ca. 400 hunde på det der svarer til en stor parcelhusgrund. Mange af hundene så rigtig skidte ud - pga. kampe mellem hundene og sygdom. Men Bhutaneserne og især de munke, som passer på hundene vil ikke slå de syge dyr ihjel. Jeg gjorde et forsigt forsøg på at foreslå, at man dog aflivede de mest svage og syge hunde. Der er desværre ingen god slutning på denne historie. Der kommer flere og flere hunde i indhegningen, og de får det værre og værre.
Se flere billeder.

Undskyld, kan jeg få et sofasæt med i taxi'en

Ovenfor et billede taget i eftermiddags på vej hjem fra Thimphu. Bilen er en taxi. Og ovenpå den ses en sofa og et sofabord. Jeg er ikke sikker på, at en gennemsnitlig dansk taxi-chauffør var gået med på at tage stuen med på taget af bilen. Det er ikke helt til at afgøre, hvordan møblementet er fastgjort til taxien. Men jeg gætter på, at de har trukken en snor ind gennem kabinen.