Etnisk udrensning

Jeg har tidligere skrevet om, at Karma ikke tør gå til politiet af frygt for at blive smidt ud af landet. Her kommer lidt baggrund.

Bhutans har store minoriteter. En af disse er de etniske nepalesere, som er kommet til landet siden slutningen af det nittende århundrede. Nepaleserne blev ansat til at udvikle landbrug i det sydlige Bhutan, som dengang var uopdyrket og (stort set) ubeboet. Den nepalesiske befolkning i det sydlige Bhutan voksede hurtigt op gennem det tyvende århundrede. Det skyldes dels høje fødselstal, men også fortsat indvandring. I 1958 blev der gennemført en lov om statsborgerskab, som gav nepaleserne i det sydlige Bhutan bhutanesisk statsborgerskab. I midten af 1980’erne udgjorde den nepaleserne mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen.

Frem til 1985 førte Bhutan en aktiv integrationspolitik. Der blev fra officiel side opfordret til og givet fordele til blandede ægteskaber. Der blev undervist i nepalesisk i skolerne, der blev bygget hinduistiske templer, og studerende i gymnasier blev sendt til det nordlige Bhutan for at fremme integrationen.

Men på et tidspunkt i starten af 1980’erne begyndte de etniske bhutanesere at blive bange for, at det store mindretal af etniske nepalesere skulle undergrave landets stabilitet og kulturelle egenart. Frygten skyldes med stor sandsynlighed Sikkims historie (meget kort: Der var massiv indvandring af nepalesere i Sikkim. Kongen blev væltet, og ved en folkeafstemning blev landet en del af Indien). Og der begyndte en systematisk diskriminering og senere udrensning af de etniske nepalesere i det sydlige Bhutan.

I 1985 blev der vedtaget en ny lov om statsborgerskab. Den indebar bl.a. at, at man skulle kunne dokumentere, at man boede i Bhutan i 1958 for at have ret til Bhutanesisk statsborgerskab. Tre år senere i 1988 blev der gennemført en særlig folketælling i det sydlige Bhutan, hvor personer, der ikke kunne fremvise en skatte-kvittering fra 1958 (30 år tidligere!), blev erklæret "ulovlige indvandrere". Tusindvis af mennesker blev tvunget ud af landet. (Serviceoplysning: Der er helt normalt, at man ikke ved, hvornår man er født i Bhutan. Mange af de mennesker, som vi kender (og som er yngre end os) ved ikke, hvornår de har fødselsdag.)

Integrationspolitikken blev erstattet af en ensretningspolitik. Alle skulle (og skal stadig) gå i den traditionelle klædedragt fra det Nordlige Bhutan (Mænd: Gho, en slags avanceret badekåbe; Kvinder: Kira, en nederdel/kjole i et stort stykke stof). Dette tøj er varmt og ubehageligt at have på i Sydbhutan (på grund af det tropiske klima). Nepalesisk blev fjernet fra pensum i alle skoler, og hinduistiske skoler bliver lukket.

I starten af 1990’erne begyndte de etniske nepalesere at reagere og demonstrere. Myndighederne reagerede hårdhændet med arrestationer og arbitrær vold. Ifølge Amnesty International var der udbredt brug af tortur og voldtægt imod de etniske nepalesere efter demonstrationerne.

Undertrykkelsen blev stadig mere systematisk. Folk fik konfiskeret deres id-kort, embedsmænd med nepalesisk oprindelse blev fyret, hjem bliver brændt eller ødelagt. Samtidig flygter flere og flere etniske nepalesere til Indien, som sender dem videre til Nepal. Mange, og flere bliver angiveligt tvunget til at underskrive en erklæring om "frivillig udvandring".

I 1991 indfører regeringen et såkaldt ”No Objection Certificate” (NOC), som er nødvendigt for at komme ind på højere læreanstalter, for at få et offentligt job, for at få næringstilladelse, for at sælge varer på markedet, for at få et pas m.v. Man kan ikke få certifikatet, hvis man på nogen måde er relateret til nogen, som kan sættes i forbindelse med demonstrationerne.

CASE: En af vores gode venner havde gennem mange år problemer med at få sit NOC. Han kunne ikke få at vide hvorfor - blot at der i hans papirer stod, at han var en potentiel trussel. Det viste sig, at hans onkel på et tidspunkt ved en fejl ikke var blevet slettet fra et skøde i forbindelse med en jordhandel, og nu stod denne - i øvrigt afdøde - onkel på samme skøde, som en person, hvis familie havde været indblandet i demonstrationerne. Mange af de etniske nepalesere, som stadig er i landet, oplever således, at de ikke kan få deres NOC.

I 1992 var der 80-100.000 bhutanesiske flygtninge I Nepal. Og herefter er der løbende forhandlinger mellem Nepals regering og Bhutans regering om deres repatriering, uden at der kommer noget resultat ud af det, og diskrimineringen fortsætter op gennem 1990’erne.

Omkring år 2000 kommer der en lille udvikling i situationen omkring flygtningelejrene i Nepal. Nepaleserne vil gerne have Bhutan til at tage flygtningene tilbage igen. Bhutan siger, at der ikke er tale om flygtninge fra Bhutan, men derimod fattige indere og nepalesere, som vil have del af flygtningehjælpen. Det to regeringer bliver enige om at screene en af flygtningelejrene. Resultatet er, at ca. 75 pct. er bhutanesere. For at komme tilbage til Bhutan skal de ansøge om statsborgerskab under 1988-loven, som kræver, at de dokumenterer fødsel i Bhutan eller en kvittering for at de har betalt skat i 1958.

En rigtig dobbeltbeslutning. På den ene side bliver mange anerkendt som bhutanesere. På den anden side er det i praksis er umuligt for dem at vende tilbage. Resultatet fører til optøjer i flygtningelejrene, og nogle af de bhutanesiske embedsmænd, som var med til at gennemføre screeningen bliver sårede. Herefter har der ikke været ikke officiel dialog mellem Nepal og Bhutan om dette emne.

Nu, mens vi er her i Bhutan, er der faktisk ved at ske en løsning på krisen i flygtningelejrene. USA har tilbudt at tage 60.000 flygtninge. USA har ingen officiel repræsentation i Bhutan. Indien, som er den største donor i Bhutan (fælles valuta, de betaler alle veje, en meget stor del af det offentlige budget, hospitaler, forsvar m.v.) fastholder, at der er tale om en konflikt mellem Nepal og Bhutan, som Indien ikke har nogen adkomst til at blande sig i.

I dagligdagen er diskriminationen et åbenlyst tabu. Den består i kravet om NOC, hvis man vil have højere uddannelse, kravet om Gho og Kira, bhutanesere, der gifter sig med udlængdinge mister retten til at deltage i jordreformer....