Dagala Trek

Så har jeg fået udvalgt nogle få af de 500 billeder, som man altid tager, når man tager et digital kamera med sig. Jeg spekulerer på, om man får bedre billeder ud af det, og hvorfor man i det hele taget tager så mange billeder. Man burde måske tage lidt færre billeder, og så koncentrere sig lidt mere. Nå, men hvorom alting er, så kan i se udvalgte billeder fra Dagala Trek her.

End of the Road

Torsdag morgen i Pobjica Valley besluttede vi os for at køre til vejens ende - for at komme så langt væk fra civilationen, som vores firhjulstrækker kunne tage os. Vi kom faktisk ikke helt til vejens ende. Men skulle vi have kørt længere, skulle det nok foregå i en traktor (se billede). 

Pobjica Valley, som jeg tidligere har skrevet om, er en lukket dal, hvortil der først er kommet veje for ca. 15 år siden. Vejen forgrener sig ud til små landsbyer i små sidedale. Det var tydeligt, at der ikke kom turister hver dag på den vej, som vi (mere eller mindre tilfældigt) havde valgt. Med Peter's super avancerede mobiltelefon kunne vi optage video af de mennesker, som vi mødte og så vise det til dem (det er det, som der er billede af i nedenstående indlæg). På nær én lille dreng, som vi mødte ved vejen, var der INGEN, som tiggede eller prøvede at sælge os noget.  Husene, som i kan se på billedet er uden el, tv, internet eller noget som helst.

Peter i Pobjica

Kære Alle, så er jeg ved tastaturet igen. Denne gang på min mac, som Jens har købt og Lars har fløjet ind til mig. Men det er altså ikke Mac'en, som jeg vil skrive om denne gang. Vi har netop haft Peter (min kammerat fra Dragør) og Lars (Camillas far) på besøg i hhv. 10 dage og 6 dage. Det har været herligt at have de to gutter på besøg. 

Peter kom sidste mandag, og vi startede hans besøg med en lille road trip til Phunaka og Pobjica Valley. Peter syntes, at det var fantastisk. Især var han imponeret af, at der ikke findes noget (særlig meget) i Bhutan, som er stablet på benene alene for turisternes skyld. De ting, som man ser, og de mennesker, som man møder, er bare som de er. Ikke noget med "traditionel dans" og så går de ud og tager cowboy-bukser på bagefter. 

Jeg vil vælge nogle billeder ud og skrive lidt om Peters og Lars' besøg i de kommende dage.

Yet another great day in the Kingdom

Sødag i Bhutan, og hvad laver man så? For det første går man en lille trek, og så går man til garden party i x-pat communitiet. I dag fandt vi faktisk en ny trek lige uden for Thimphu. En af landets fire dronninger (kongen har giftet sig med 4 søstre) har bygget et nyt slot midt i skoven, så derfor har man også måtte bygge en ny vej til dronnings slot. En udgift, som der har været meget debat omkring i Bhutan. Der er rigtig mange mennesker, som bor i byer, hvor der ikke er kommet vej til endnu. Derfor synes nogen, at dronningen enten kunne have bygget sit slot et sted, hvor der allerede var en vej, eller måske slet ikke have bygget et nyt slot. Men den slags detaljer behøver man åbenbart ikke at hænge sig i, hvis man er dronning. 
Til venstre på billedet Shane og Rebecca - begge fra Seattle, USA. Shane er kok på Amankora (det føromtalte luksushotel), og Rebecca underviser på en privaskole.

Halvanden time...

Nogle af vores gode venner, Megan og Thinley, ringede i onsdags og spurgte, om de kunne låne et barnesæde, for nu havde de fået deres adoptivdatter. Vi vidste godt, at de var skrevet op til at adoptere, og at det i princippet kunne ske når som helst, at de ville blive ringet op fra hospitalet.

Men jeg blev alligevel helt paf, da Megan fortalte, at hun havde sin datter hjemme, og at datteren var 3 timer gammel (en fantastisk smuk lille pige - se billedet). Pigens (hun har ikke noget navn endnu) biologiske mor blev gravid, fordi hun blev voldtaget af sin stedfar. Han har fået 18 års fængsel.

I forbindelse med de adoptioner, som jeg har hørt om i Danmark, går der meget lang tid, før adoptivforældrer og adoptivbarn mødes. Men her er der ikke så meget pjat. Hvis moderen og hendes nærmeste vil bortadoptere barnet, så sker det med det samme. 

På den ene side er det godt - både for adoptivforældrer og for barnet, at barnet ikke oplever først at blive forladt af sin mor, og så at skulle forlade et børnehjem. Barnet kommer direkte til de mennesker, som skal være mor og far resten af livet. Men på den anden side, er det klart, at den hurtige proces ikke giver helt den samme sikkerhed for den kvinde, som opgiver sit barn. 

Her i Bhutan findes ikke børnehjem, og børn blive kun i meget sjældne tilfælde bortadopteret, fordi den udvidede familie sædvanligvis vil tage sig af børn, som forældrerne ikke kan tage sig af.

Vinterhi

Jer som har fulgt med i denne blok siden januar, vil kunne huske, at vi brokkede os over, hvor koldt her var. Derfor købte vi en pejs, og nu har vi også - efter lidt dialog med vores landlord - fået installeret pejsen i stuen. Camilla ligger lige nu og sover på sofaen og ser svært tilfreds ud.

Solnedgang...

Soldnedgang over Thimphu udsat for mild fotoreditering. Flere billeder her.

Danmark-USA: 1-3

Hurra, jeg slog John i golf i dag, så nu er scoren mellem Danmark og USA 1-3. Hver tirsdag og torsdag, når Aksel er i playgroup, så spiller hans far golf med John, hvis datter Nima også går i play-groupen. Ovenfor et billede taget fra hul 2 (505 yards, par 5), som godt kan være lidt af en dræber. Jeg arbejder stadig på at få et acceptabet handicap. Lige nu ligger jeg 25 over par på en 9-hullers bane! Det kan vist godt blive bedre.

Jeg kan (næsten) gå!

Med tanke for bedsteforældre og andre har jeg lagt nye billeder af aksel her. 

Hurra! Monsunen er ved at være slut

Vi vågnede op til den smukkeste blå himmel og spredte skyer. Vi håber på, at den smukke dag vidner om, at monsunen er ved at slutte. Monsunen, som har stået på de sidste tre måneder, har i år været ekstra voldsom - siger bhutaneserne. Det har regnet stort set hver dag, og alle steder er der grønt. Så grønt, at jeg aldrig har set noget lignende.

Vi bor rimelig højt oppe i bjergene, og har ikke de store problemer med vandet, fordi det løber væk i floderne, som står meget højt nu. Himalaya fungerer som en kæmpe tragt, der i løbet monsunen opsamler ufattelige mængder af vand, og sender det ned over Nordindien og Bangladesh, hvor de i år har haft kæmpe oversvømmelser.

Demokratiet virker tilsyneladende

På vej hjem fra Pubjika i sidste uge, så vi noget så udsædvangligt som social ansvarlighed i praksis. En gruppe af medarbejdere fra Bhutans dyreste hotel Amankora (1000 USD pr. nat) var ud og samle affald ved Dochu lá - en af turistatraktionerne nær Thimphu. Affald og turisme er et super hot tema her i landet af følgende årsager. Turismeindustrien er et af de få erhverv, der for alvor kan løse landets stigende problemer med ungdomsarbejdsløshed. Den markante mangel på indsamling og håndtering af affald udgør en trussel imod Bhutan's image som miljømæssigt jomfrueligt land - og dermed imod hele turisme-inudstrien. Derfor er det interessant at se medarbejderne fra et af landets fine hoteller ude og samle affald.
Affald er også interessant, fordi Camilla har skrevet Bhutan's Waste Management Act, hvilket har gjort, at hun er kommet ind under huden på en masse af de problemstillinger, som landet står overfor, og dermed også den voldsomme retorik, som bruges i markedsføringen af landet. Der er ganske simpelt ikke sammenhæng mellem retorikken og virkeligheden.
Denne mangel på sammenhæng er blandt oplyste borgere lidt en "offentlig hemmelighed" - man ved det godt, men man taler ikke om det. Men det forekommer, at efter indførslen af demokrati i landet, er låget ved at blive løftet for en mere åben debat. F.eks. satte den nyvalgte statsminister i en offentlig tale spørgsmålstegn ved, om Bhutan nu også havde højere miljø-etik end alle mulige andre lande. Dette ville være ganske uhørt for bare et år siden.

Det rigtige Bhutan

På billedet: Fire munke står og kigger undrende på den fremmede, som har et større apparat på ryggen, hvori han bærer sin søn. Normale mennesker (bhutanesere) bruger på elegant vis et tørklæde til at bære deres afkom. Vi var i week-enden i Pubjika Vally (hvor vi også påtænker at slæbe Peter, Marie-Louise og Camilla hen). Det er en lukket dal, som ligger som en gryde i 2500 meters højde. Det betyder, at klimaet og vegetationen er helt anderledes end uden for dalen. Pubjika er først blevet åbnet for omverdene for nylig (første vej i 1994 og det første (seriøse) hotel blev åbnet i 2004). Så man føler sig lidt som en marsmand, når man går rundt. Pubjika er det længste jeg har været ude på landet - nogen sinde! Alt i alt en fed tur. Super naturoplevelse og super kulturel oplevelse.
Lige et PS. Midt i al dette natur og kultur møder vi så Robert og Patrik - begge amerikanere i midten af tyverne, som er kokke på Bhuans dyreste hotel. De havde slået vejen forbi vores hotel for at drikke sig en kæp i øret. Vi havde en rigtig hyggelig aften med de to.

Flere billeder: TRYK HER