Halvanden time...

Nogle af vores gode venner, Megan og Thinley, ringede i onsdags og spurgte, om de kunne låne et barnesæde, for nu havde de fået deres adoptivdatter. Vi vidste godt, at de var skrevet op til at adoptere, og at det i princippet kunne ske når som helst, at de ville blive ringet op fra hospitalet.

Men jeg blev alligevel helt paf, da Megan fortalte, at hun havde sin datter hjemme, og at datteren var 3 timer gammel (en fantastisk smuk lille pige - se billedet). Pigens (hun har ikke noget navn endnu) biologiske mor blev gravid, fordi hun blev voldtaget af sin stedfar. Han har fået 18 års fængsel.

I forbindelse med de adoptioner, som jeg har hørt om i Danmark, går der meget lang tid, før adoptivforældrer og adoptivbarn mødes. Men her er der ikke så meget pjat. Hvis moderen og hendes nærmeste vil bortadoptere barnet, så sker det med det samme. 

På den ene side er det godt - både for adoptivforældrer og for barnet, at barnet ikke oplever først at blive forladt af sin mor, og så at skulle forlade et børnehjem. Barnet kommer direkte til de mennesker, som skal være mor og far resten af livet. Men på den anden side, er det klart, at den hurtige proces ikke giver helt den samme sikkerhed for den kvinde, som opgiver sit barn. 

Her i Bhutan findes ikke børnehjem, og børn blive kun i meget sjældne tilfælde bortadopteret, fordi den udvidede familie sædvanligvis vil tage sig af børn, som forældrerne ikke kan tage sig af.